Arkitekt fundet til vision om ny idrætshal

Det blev CCO arkitekter, der vandt konkurrencen om at tegne et bud på fremtidens idrætshal til campusområdet i Slagelse

Hallen vil i arkitekternes forslag sammensmelte aktivitetszoner inde og ude - og have aktiviteter på taget. Det skal være en hal med plads til alle slags aktive - lige fra den professionelle sportsudøver til den lille strikkeklub. Sådan lyder vinderforslaget fra teamet bag bestående af CCO Arkitekter, MASU Planning og Rambøll.

- Vinderforslaget har potentialet til at blive en unik hal, som giver helt nye muligheder for leg, bevægelse og sport. Den vil give os mulighed for at indfri både skolereformens krav om bevægelse i undervisningen og vores idrætspolitiks fokus på, at flere skal røre sig. Samtidig vil den også give de mindre idrætsgrene helt nye muligheder for at udøve deres sport i Slagelse, siger Borgmester Stén Knuth.

Konkurrencen om den nye idrætshal i Slagelse er en del af Lokale og Anlægsfondens særlige tiltag ”Nye tider – Nye haller”. Lokale- og Anlægsfonden har valgt at støtte udviklingen af den nye hal ved i første omgang ved at dække omkostningerne til rådgiverne i vinderteamet. Senere beslutter fonden, om den vil støtte selve byggeriet af idrætshallen med op til 10 mio. kr.

Frem til vinteren 2017 bliver vinderforslaget udviklet og bearbejdet yderligere. Derefter
går den politiske proces i gang, hvor byrådet skal tage stilling til opførslen af hallen.

Læs pressemeddelelsen fra Lokale- og Anlægsfonden: