Nyt logo skal give Campus Slagelse identitet

Campus-projektet får et nyt logo og visuelt design. Det skal give projektet et ansigt og en klar en identitet. Logoet symboliserer samspillet mellem uddannelse, erhverv og kommune.

Campus Slagelse kan i dag præsentere et nyt logo og visuelt design. Det nye logo og visuelle design skal være med til at give Campus Slagelse ansigt udadtil. Projektet er på vej ind i ny fase, hvor der skal findes investorer, som vil være med til at realisere projekterne i campus byggeriet, og her er det vigtigt at have et professionelt ansigt udadtil. Samtidig skal det også bruges i markedsføringen over for de studerende, som uddannelsesinstitutioner gerne vil tiltrække.

- Det er vigtigt, at vi får et logo og et visuelt design, som kan være med til at sælge Campus Slagelse. Vi er i konkurrence med andre lignende projekter om både at tiltrække studerende og investorer, og her er logoet et af elementerne, der skal være med til at give Campus Slagelse sin egen identitet, siger borgmester Stén Knuth(V).

Visionen for Campus Slagelse er, at uddannelser, virksomheder og kommune skal samarbejde på tværs af gamle skel mellem offentlig og private virksomheder. Og netop det ”tresidede” samarbejde er også en af de vigtigste inspirationer i det nye logo, som er opbygget af trekanter.

- Vi vil gerne gøre Campus Slagelse til en driver i forhold til at skabe nye virksomheder og nye job. Derfor har vi forsøgt at lave et logo, som understøtter den ambition, siger Stén Knuth. 

Flere oplysninger

  • Borgmester Stén Knuth Telefon 24 40 01 11

Pressemeddelelse den 28. januar 2016