Slagelse byder studerende velkommen

I går, tirsdag den 6. september sagde Slagelse velkommen til over 700 nye studerende.

For første gang går kommunen, Business Slagelse og uddannelsesinstitutionerne sammen om at skabe en ny studiestartstradition.

Den 1. september startede cirka 1.000 nye studerende på deres uddannelse i Slagelse. De var alle sammen inviteret med, da Slagelse Kommune og Business Slagelse i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne sagde velkommen til byen. Det skete tirsdag den 6. september, hvor de nye studerende blev budt velkommen til Slagelse, da velkomstarrangementet ” Studystart Slagelse 2016” for første gang løb af stablen.

 

- Slagelse er den 9. største uddannelsesby i Danmark, og med campusplanerne omkring stationen, så er der udsigt til, at vi får endnu flere studerende til byen. Vi er stadig forholdsvis ny i rollen som uddannelsesby, og vi mangler traditionerne, som ældre universitetsbyer har. Det er det, vi nu forsøger at skabe, siger borgmester Stén Knuth (V).

 

De studerende fra University College Sjælland, Erhvervsakademi Sjælland og Syddansk Universitet mødtes på H.P. Hansens Plads kl. 13, og derfra blev de eskorteret til Nytorv af Gerlev Idrætshøjskole. På Nytorv sagde borgmesteren velkommen og stand-up komikeren, Karsten Green, underholdte med Slagelse-jokes.

 

Velkomstarrangementet skal ses i lyset af, at en studielivsundersøgelse sidste år viste, at kun få studerende har shoppet og besøgt butikkerne i Slagelse centrum, fordi de ikke har kendskab til butiks- og cafélivet i Slagelse, og samtidig efterspørger de studerende traditioner, som er unikke for Slagelse, og som ikke nødvendigvis handler om druk og fest.

 

- Vi vil gerne vise de studerende, at Slagelse er en attraktiv handelsby med spændende tilbud – også til dem. Det håber vi, at de studerende får øjnene op for, når vi inviterer dem til det her arrangement, og derfor bakker vi naturligvis op om arrangementet, siger Torben Kjerulff, formand for Business Slagelse. 

 

Harboe og Bilka har sponsoreret ” Studystart Slagelse 2016”, og arrangementet er en del af uddannelsernes officielle studiestartprogram.

 

FAKTA: Programmet for Studystart Slagelse 2016

 

Kl. 12:30: Afgang fra de enkelte uddannelsessteder

Kl. 12:55: Alle mødes på H.P. Hansens Plads

Kl. 13:05: Kortege med Gerlev Idrætshøjskole til Nytorv

Kl. 13:25: Ankomst Nytorv

Kl. 13:55: Velkomst fra scenen ved konferencier og stand-upper Karsten Green

Kl. 14:00: Velkomsttale ved Borgmester Stén Knuth

Kl. 14:10: Stand-up show med Karsten Green

Kl. 14:30: Åben reception for dem, der har lyst til at blive

Kl. 15:00: Tak for i dag

 

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgmester Stén Knuth, telefon 24 40 01 11
  • Helle Madsen, Business Slagelse, telefon 51 26 22 99
  • Bylivskoordinator Anna Ingemann Jensen, telefon 30 44 05 67